
Mandag d 28/4 kl 19:30
I denne salon vil vi kaste lys over tyske kvindelige forfattere, der i de to Tysklande i årene 1945 til 1989 stod i skyggen af deres mandlige forfatterkolleger. Til den berømte Gruppe 47 i BRD hørte en række markante, men i eftertiden glemte medlemmer, som Ruth Rehmann og Helga M. Novak, der i dag giver os nye perspektiver på den vesttyske efterkrigshistorie.
Fra den østtyske stat kender vi især Christa Wolf, men i de seneste år har også den ukonventionelle og rebelske forfatter Brigitte Reimann (1933-1973) været i søgelyset og oplever et sent internationalt gennembrud. Hendes roman Vi var søskende (1963) er netop udkommet ucensureret på dansk.
Sammen med salonværterne vil forfatter og litterat Nicole Seifert og ph.d.-studerende Ida Svingen Mo bl.a. fortælle om disse kvindelige forfatteres betydning, hvordan deres modernitetserfaringer giver et nyt indblik i de to Tysklande og hvordan deres feminisme kan inspirere i dag. Samtalerne foregår henholdsvis på tysk og dansk.
Salonen starter kl. 19:30, og dørene åbner kl. 18:30. Vin, vand og øl kan købes i baren.
Nicole Seifert (f. 1972) er forfatter, litteraturforsker og oversætter. I sit arbejde fokuserer hun intensivt på synligheden af kvindelige forfattere og har opnået anerkendelse for sine værker FrauenLiteratur. Abgewertet, vergessen, wiederentdeckt (2021, KiWi) og “Einige Herren sagten was dazu.” Die Autorinnen der Gruppe 47 (2024, KiWi). Derudover driver hun litteraturbloggen Nacht und Tag, som udelukkende beskæftiger sig med litteratur af kvinder, og hun er medredaktør på bogserien rororo Entdeckungen, der udgiver og genudgiver glemte romaner af kvindelige forfattere fra det 20. århundrede.
Ida Svingen Mo er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, hvor hun arbejder med Brigitte Reimanns forfatterskab og DDR-feminisme. Hun har tidligere arbejdet som journalist og har i flere år været tilknyttet Norges Ambassade i Berlin som kultur- og kommunikationsrådgiver.
Om konceptet
Tysklandssalonen er en tilbagevendende begivenhed for alle, der interesserer sig for Tyskland. Hver salon tager aktuelle temaer og udviklinger i Tyskland op og kaster et blik på tysk kultur, samfund og politik. Hvad står øverst på den tyske regerings dagsorden? Hvilke intellektuelle debatter er dominerende? Hvordan agerer Tyskland ude i verden? Hvilke aktuelle udfordringer står Tyskland overfor lige nu? Værterne – Adam Paulsen, Anna Sandberg, Moritz Schramm og Philipp Ostrowicz – vil diskutere med hinanden og også foretage en lille rundtur i aktuelle bøger, film eller udstillinger. Til hver salon inviteres desuden en gæst, der er ekspert i aftenens tema, f.eks. en forfatter, historiker eller politiker. Tysklandssalonen finder med få undtagelser sted den sidste mandag i hver måned og har fast til huse i LiteraturHaus på Nørrebro. Den næste salon finder sted på mandag, den 26. maj 2025.
Arrangementsrækken er et samarbejde mellem Dansk-Tysk Selskab, Goethe-Institut Dänemark og Den Tyske Ambassade.