Gennem ni forelæsninger og samtaler undersøger Eksistensfilosofisk Akademi og LiteraturHaus, hvordan mennesket kom sådan i uføre med verden.
Vi fortsætter undersøgelsen 22. marts i fællesskab med Steen Brock og Goethe under overskriften “Menneskets og naturens morfologi”
Goethe var både en markant forfatter, videnskabsmand og filosof. Central for alle tre sider af Goethe er hans lære om form-foranderlighed, morfologi. Formbegrebet og formernes filosofi er i det hele taget central for moderne filosofi, men fra og med Goethe potentiseres formbegrebet som udtryk for liv, forandring, transformation og dermed et nyt organisk natur- og kultursyn. Det litterære udtryk for morfologi er romanen Wilhelm Meisters Wanderjahre, det metafysiske udtryk for morfologien er henvisningen til INDIVIDUALITET; ingen plante er som andre og ingen plante forbliver hvad den er; ligesom intet menneske er som andre og intet menneske forbliver som det er. Derfor siger Goethe, plantens historie og menneskets historie, det er planten og det er mennesket.
Om ‘Mennesket i uføre’:
Da det moderne subjekt træder ind på scenen, bliver naturen til kulisse for den menneskelige handling. Nu er der tæppefald. Kulisserne vakler. Materialiteten dirrer.
Det moderne maskespil afsløres for det der er: hovmod.
Netop fordi vi befinder os i en tid, hvor subjektets almægtighed så tydeligt viser sig i al sin afmægtighed, begynder vi forelæsningsrækken midt i subjektets tilsynekomst i sin moderne form. Hvorledes træder det ind på scenen og præsenterer sig? Og hvorledes er det filosofisk og litterært omdrejningspunkt og springbræt for kritik gennem det nittende og tyvende århundrede?
Vi kan ikke andet i denne tid end at spørge til, hvorledes vi er havnet i sådan uføre med verden – og hvilket bedre sted at sætte denne retssag end lige midt i vores trang til at skabe os selv og verden? I rækken vil ikke blot det moderne subjekt være centralt, men det er centralt, at det er med. For så vidt litteratur og filosofi bestræber sig på at udsige noget, er det allerede i sin bestræbelse ude over sig selv. Det er her, vi tager fat.
Måske har det noget at gøre med forskellen mellem at vedrøre noget og at røre nogen. Det er unægteligt, at tanken kommer allermest til live dér, hvor den opgiver sin egen bemægtigelse og ikke længere bare vedrører, men rører.
Tør vi nu endelig træde ind på en scene, der ikke er sat for os?
Dørene åbner kl. 18.00 Baren er åben til kl. 22.00
Køb billet her: Billetto
Alle datoer:
Del 1 – Scenen sættes
15. marts: Hans Fink – Spinozas aktualitet
22. marts: Steen Brock – Menneskets og naturens morfologi
29. marts: Stine Zink Kaasgaard – Hinsides Enten-Eller
5. april: Oliver Kauffmann – Bergson. Livets kraft og bevidsthedens varen
Del 2 – Kampen udspiller sig
19. april: Rebecca W. Lund – Feministisk opgør med antropocentrisme
26. april: Martin Hauberg-Lund – Noumenal horror og kosmisk pessimisme: H.P. Lovecraft som (litterær) naturfilosofi
3. maj: Niels Albertsen – Det jordligt forbundne menneske i uføre – Bruno Latours diagnose
10. maj: Jon Auring Grimm – Naturens musikalitet: Resonans og dissonans i det antropocæne
17. maj: Lars Tønder – Det antropocæne: en ny tidsalder?
Støttet af Statens Kunstfond