Udgivelsen af ‘Æter nr. 2 – Heltindens visdom’ fejres i i vores (helt nyrenoverede) kældercafé d. 2. april kl. 18.30-21.30. Gratis entré.
Æter er en serie pamfletter, der via kunst, litteratur, filosofi, samtaler, ritualer o.lign. undersøger alt det, vi ikke umiddelbart kan se. Tanken bag Æter er at gøre det åndelige jordnært og tilgængeligt og at tilføje livet magi. Hver pamflet har ét fokusområde. Æter udgives af forlaget Arkiv for Detaljer 2-4 gange om året. Æter er støttet af Statens Kunstfond.
I Æter nr. 2 undersøger Sofie Golodnoff heltindens rejse ved at vende kortenes trumfer på hovedet. Heltindens visdom er et essay, der stiller spørgsmål ved den klassiske fortælling om heltens rejse og beskriver, hvordan kvinder gennem tiden har måttet kæmpe for at finde plads i en verden bygget til mænd. Æter nr. 2 er håndsyet i 200 eksemplarer af Luilui Books & Binding.
Sofie Golodnoff (f. 1975) er tarotmesterinde, uddannet Cand.techn.soc., coach og forfatter til bogen Tarot – lær at tyde kortenes visdom, en modernisering af hendes fars bestseller Tarot ABC fra 1997. Nu arbejder Sofie med at bygge bro mellem den videnskabelige, metodiske og spirituelle verden.
Program:
19.00 – Velkommen
19.15 – Sofie Golodnoff præsenterer Æter nr. 2 og læser op fra sin tekst.
19.30 – TBA
Æter nr. 2 sælges til receptionen. Pris: 136 kr. stk.
Det bliver også muligt at købe Æter nr. 1 samt plakater fra begge numre og en støtteplakat medÆter-logoet.
Forlaget Arkiv for Detaljer blev stiftet i 2011 og udgiver ny skønlitteratur og tværæstetiske værker. Vi interesserer os især for projekter, der eksperimenterer med sprog og format. Vi udgiver både dansk og nordisk litteratur og andet, der måtte inspirere os. Æter afspejler forlagets interesse for åndelige tematikker.