Denne aften træder vi ind i en “nat” fuld af stemmer, droner og levende folkemusik med tre franske projekter, der omformer traditionel lyd indefra og ud. Aftenen byder på musik med bandet Bourrasque og artisterne Delphine Dora og Elizabeth Vogler.
Kernen i Bourrasque er forholdet mellem Marthe Tourret og Elisa Trebouville fra kollektivet La Crue og en fælles fascination af musik, der opstår fra populærkulturer. Improvisation, occitansk sprog, dans og en stærk følelse af sted, tilhørsforhold og tradition former deres tilgang.
Elizabeth Vogler bevæger sig et sted mellem elektroakustisk komposition, improvisation, elektronisk behandlet vokal og eksperimenterende folk-pop. Med inspiration fra bulgarske vokalteknikker og occitanske traditioner skaber hun musik, hvor stemmen, glitchy elektronika, akustiske klange og ekkoer flettes sammen i et både skrøbeligt og stormfuldt udtryk. Traditionen bliver hos Vogler ikke et fast formsprog, men råmateriale for en udforskning af tekster, den menneskelige stemme og den sensibilitet, der er så nært knyttet til kroppens eget instrument.
Delphine Dora skaber intuitiv og udforskende musik med klaver, orgel, stemme og improvisation som omdrejningspunkt. Hendes musik bevæger sig frit mellem folk, minimalisme, ny kompositionsmusik og elektroakustiske klangflader. I krydsfeltet mellem spontankomposition og improvisation lader hun musikken vokse ud af rum, sted og publikum i et personligt lydunivers, hvor svævende klaverfigurer, spøgelsesagtige stemmer, droner og fragmenter af reallyd udkrystalliserer sig som detaljerige lydlandskaber.
Kom til en koncert, der er en del af serien “Les Nuits”, der præsenterer ny, fransk traditionel musik i København i løbet af efteråret.


