Af Thorkil Jacobsen
Leder af LiteraturHaus
thorkil@literaturhaus.dk
Er der én ting, som al god litteratur har til fælles, er det fornemmelsen af at få udvidet sin horisont. Nogle gange kan det være helt konkret, eksempelvis en fagbog der giver helt nye perspektiver på en historie, man troede, man kendte. Andre gange er det mere diffust. Det er snarere en følelse af, at et eller andet uhåndgribeligt har ændret sig i den måde, jeg så et hjørne af verden på.
For nogle år siden læste jeg ‘Alle vi børn i Bulderby’ for mine børn. Der sker virkelig ikke særlig meget i de bøger! Alligevel var det en fantastisk læseoplevelse, og det er et eksempel på den der følelse af, at noget bliver nuanceret. Jeg har set mine børn og min egen barndom på en lidt anden måde lige siden, jeg fulgtes med Lisa i skole, til jul og ud og fange krebs. Bøgerne mindede mig om, hvordan et barn ser på verden.
Jeg hører nogle gange nogen indvende, at litteratur gør os mere empatiske, klogere, bedre i stand til at træffe beslutninger og en masse andet i den boldgade. For at være helt ærlig så tror jeg ikke et sekund på det. Nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg kender, læser stort set aldrig bøger. Og – nu jeg alligevel er helt ærlig – så er nogle af de mest egocentriske og fanatiske mennesker, jeg har mødt, også nogle af de mest belæste.
Men jeg tror alligevel, at vi som aktive læsere er lidt mindre tilbøjelige til at tro, at vi har forstået et emne fuldstændigt, og at vores holdning er den eneste rigtige. Litteratur giver os nuancer på vores ideer om verden, livet og os selv. Vi kan komme helt ind i et andet menneskes sind og helt ud til verdens fjerneste afkroge (og endnu længere – helt ud i fantasien afkroge!).
Det er uundgåeligt, tror jeg, at vi som mennesker kommer til at proppe andre mennesker i kasser. Det må være en form for psykologisk mekanisme for at overskue verden. “Dem derovre, de er altid sådan og sådan.” ”De er onde. Og de er gode.” Osv. Vi har endda givet kasserne navne: Vi kalder dem diagnoser eller segmenter eller nationaliteter, seksualiteter, racer osv.
Som sagt tror jeg, det er en nødvendighed for at gøre verden lidt simplere. Men der er en fare ved det, hvis vi tror, at den pågældende kasse fortæller hele historien – eller blot mere end en brøkdel af den.
Jeg har selv ADHD, og selv om vi med ADHD har nogle fællestræk, er vi i realiteten lige så forskellige som alle mulige andre mennesker. Det samme gælder heldigvis sønderjyder, indvandrere, russere og hipsters og alle mulige andre.
Hver gang vi læser god litteratur, bliver vi mindet om det: Mennesket er så uendeligt, vidunderligt kompliceret.
Jeg kommer til at tænke på det, fordi vi her i LiteraturHaus snakker en del om, hvad det egentlig er, vi bidrager med. Hvordan definerer vi vores værdier? Burde vi være mere aktivistiske? Eller helt politisk neutrale? Hvem har adgang til vores hus, både formelt men også i brederes forstand: Hvem kan føle sig hjemme her?
Det er spørgsmål, som vi endnu ikke kan svare helt fyldestgørende på, men som vi bliver ved med at diskutere. Vi har oprettet en blog på Literaturhaus.dk, hvor jeg og andre ansatte og bestyrelsesmedlemmer vil forsøge at byde ind med tanker og synspunkter til den offentlige samtale. Ofte – men ikke altid – vil det tage udgangspunkt i litteraturen. Vi vil tillade os at være personlige og give vores perspektiv videre.
I den forbindelse kom vi tilbage til snakken om vores værdier. Og den ene ting, vi i bestyrelsen kunne blive enige om, er, at verden altid er større, end vi tror.
Der er altid flere nuancer til en historie. Altid et perspektiv, vi ikke havde tænkt på. Der er altid et tosset twist. Der er altid sider af et menneske, vi ikke havde regnet med, da vi mødte dem første gang.
Det bliver vi mindet om, fordi vi læser. Og det er derfor, jeg nu indleder denne blog med at sige, at LiteraturHaus skal være nuancernes hus. Det er udgangspunktet for alt, vi foretager os, både når vi planlægger arrangementer, eller når vi skriver her på hjemmesiden.
I LiteraturHaus kan du komme og blive overrasket, få udvidet horisonten en smule og gå herfra lykkeligt påmindet om, at du endnu engang ikke havde forstået det hele helt.