fbpx

Sidste år fyldte Foreningen Møllegades Boghandel 10 år, og det skal naturligvis fejres!
Sidst sommer var der nedlukning, men nu kan vi endelig danse igen.
Endnu mere at fejre! I forlængelse af Lyse nætter den 7. august inviterer vi derfor til fest i Literaturhaus, hvor vi skal feste og have det dejligt til ud i de små timer.

For ti år siden blev boghandelen oprettet som forening, efter at Husets forlag ikke længere skulle drive den.
Den gang holdt vi en støttefest, hvor gæster donerede penge og bøger og forfattere læste op.
Nu vil vi holde en fest for jer for at takke for den opbakning, I har givet os gennem årene.
De sidste ti år har vi gået fra at have kniven på struben og sælge et par bøger om dagen, til nu at have en solid økonomi og sidde mere trygt i vores røde veloursofa. Særligt under lockdown har I vist jeres støtte og købt bøger på de måder, der var mulige.
I ti år har vi gjort vores bedste for at fremhæve de små forlag og de nye forfattere, vi har holdt kritikersaloner, forlagsmandag, filosofisk fredag, scifi-læseklub og meget mere. Alt har været drevet af frivillige kræfter og af den energi, vi får fra jeres begejstring og engagement, når I lægger vejen forbi. I samarbejde med Literaturhaus og ark books har vi skabt et litterært centrum på Nørrebro, som også har rakt ud over landets grænser – blandt andet med artikler i Vagant. De mange små historier, fra jer, fra tidligere og nuværende frivillige, har vi samlet i et festskrift.
Festen er derfor også en reception for vores skrift.Tag jeres festtøj og litteratdrager på og kom og fejr med os. Vi glæder os til at se jer!

Tid: Lørdag 7. august klokken 22.00
Billetter: Gratis